Fælles ramme om udmøntningen af Lov 409 på folkeskolerne i Frederikshavn Kommune

Kredsen har onsdag afsluttet forhandlingerne med Center for Undervisning om en fælles planlægningsramme for skolerne i Frederikshavn Kommune for skoleåret 2014/15.

Kredsen har længe arbejdet på at lave en lokal arbejdstidsaftale med Frederikshavn Kommune, men dette er blevet afvist af forvaltningen. Kredsen har derfor - i lighed med i Hjørring Kommune - arbejdet videre med at lave en fælles ramme for et fælles skolevæsen.

Kredsens underskrift på den fælles planlægningsramme er på ingen måde et udtryk for, at kredsen anser Lov 409 for at være et godt fundament for arbejdstiden. Men det er kredsstyrelsens vurdering, at den fælles planlægningsramme indeholder præciseringer og kollektive løsninger, der er forbedringer set i forhold til en ren Lov 409.

Der er også aftalt et fælles værdigrundlag for implementeringen af de nye arbejdsforhold. Værdigrundlaget tager udgangspunkt i værdierne fra arbejdsmiljøbegrebet social kapital, og disse værdier vil fremover være styrende for de mange beslutninger, der skal træffes i den kommende tid.

Kredsen har orienteret tillidsrepræsentanterne på et ekstraordinært møde i dag onsdag. Indenfor den nærmeste tid vil din tillidsrepræsentant invitere til møde i faglig klub, hvor værdigrundlaget og den fælles planlægningsramme vil blive gennemgået.

Enighed om maksimalt undervisningstimetal

Planlægningsrammen indeholder bl.a. forbedringer i forhold til Lov 409 på disse områder:

  • Maksimalt undervisningstimetal på 850 timer for lærere (750 timer for nyuddannede)
  • Maksimalt undervisningstimetal på 900 timer for børnehaveklasseledere
  • Ret til at afvikle 6. ferieuge på skoledage
  • Arbejdet placeres på maksimalt 210 dage
  • Årsnorm på 1924 timer som for resten af arbejdsmarkedet
  • Mulighed for på skoleniveau at indgå aftaler, som supplerer Lov 409 og den fælles planlægningsramme
  • En nedsættelse af det maksimale undervisningstimetal for lærere på nedsat tid og aldersreduktion
  • Præcisering af at opgaveoversigten skal udgøre et helt årsværk
  • Varslingsbestemmelser af tilstedeværelsestiden
  • Vilkår for vikartimer
  • Fælles fokus på arbejdspladser og social kapital
  • Aftale om vilkår for TR og AMR

Endvidere er der nedsat en følgegruppe som følger implementeringen af den fælles planlægningsramme og som kan drøfte eventuelle uenigheder.

Den fælles planlægningsramme ændrer imidlertid ikke ved den kendsgerning, at lærerne i Frederikshavn Kommune - i lighed med mange andre kommuner - i gennemsnit skal undervise 2 klokketimer mere om ugen. Det er fortsat en kendsgerning, som kræver en klar prioritering af arbejdsopgaverne på den enkelte skole og af den enkelte skoleleder.

Kredsen forhandler nu videre om en lokal lønaftale, som ligeledes forventes at træde i kraft pr. 1. august. 

Værdipapir i Frederikshavn Kommune fra 1. august 2014

Fælles planlægningsramme for skolerne i Frederikshavn Kommune fra 1. august 2014.

 Kredsstyrelsen